Pressemeddelelse 02-10-09: Studerende kræver gang i boligbyggeriet nu
2. oktober 2009:
Politikerne må op i omdrejninger nu, hvis der skal være boliger til 100.000 flere unge i de kommende år. Med de små ungdomsårgange har de fleste studerende kunnet finde en rimelig bolig i de store uddannelsesbyer. Men det slutter, når mange flere unge i fremtiden skal konkurrere om de billige boliger – og især hvis man ikke bygger nye boliger til dem. De svagest stillede studerende bliver taberne – og ny undersøgelse viser, at det kan koste dem og samfundet dyrt, fordi dårlige boligvilkår er med til at forringe deres uddannelse.
Studerende, der ikke har stærk opbakning og penge med hjemmefra, risikerer at blive de helt store tabere, når ungdomsårgangene over de næste ti år vokser med 100.000 i forhold til i dag.
I storbyerne fordeles de gode lejeboliger på det private marked gennem lukkede personlige netværk. Ejer- og andelsboliger er kun for dem, der har en velspækket pengepung. Så hvis ikke der kommer gang i byggeriet af små private boliger, kollegier og ungdomsboliger, almindelige studerende kan betale, rammer det de svagest stillede unge, når de store ungdomsårgange slår igennem.
Det er resultaterne af en høring om unges boligforhold, som Folketingets Boligudvalg afholdt onsdag den 30. september. På høringen præsenterede de unges bolig-tænketank DSK de første resultater af en stor undersøgelse blandt mere end 3.000 storby-unge, der blandt andet ser på, hvad boligen betyder for de unges muligheder for at få en god uddannelse.
”Vores undersøgelse viser, at hvis du har dårlige boligvilkår, skader det dine chancer for at få det optimale ud af uddannelsen”, udtaler DSK-formand Troels Bo Knudsen.
”Hvis du ikke kan få en fast bolig, må du leve med stress fra korte og usikre fremlejer, hvor du kan blive tvunget til at flytte midt i den mest krævende eksamensperiode. Andre spilder vigtig studietid på lang og langsom transport mellem hjem og skole eller på at tage for meget erhvervsarbejde, fordi de skal betale for meget i husleje”, udtaler DSK-formand Troels Bo Knudsen.
Han ser budskabet fra eksperterne på onsdagens bolighøring som et klart signal til politikerne om, at de skal ud af starthullerne nu, hvis de skal nå at finde løsninger, der sikrer nok boliger til fremtidens studerende.
”Der er bred politisk enighed på Christiansborg om, at halvdelen af de unge skal have en videregående uddannelse. Det er et ambitiøst mål - men det bliver rigtig svært at nå, hvis en meget skarpere konkurrence presser de svageste studerende ud i boligforhold, der er dårlige for deres uddannelse,” udtaler DSK-formand Troels Bo Knudsen. ”De tider, hvor de fleste unge rimelig hurtigt finder en acceptabel bolig, varer ikke ved, hvis politikerne ikke gør en aktiv indsats nu for at få gang i byggeriet af flere boliger til studerende i de store uddannelsesbyer.”
DSKs 2009-Boligundersøgelse kan downloades på www.kollegieraad.dk
DSK-formand Troels Bo Knudsen kan kontaktes på tlf. 22 88 60 47 for flere oplysninger.
Forside